
Velkommen til Valmuen.
Bofællesskabet Valmuen har eksisteret siden 1987 i Hjortshøj nord for Aarhus som et fællesskab, der handler om at “bo”.
Vi er 15 familier med hver vores dejlige hus. Derudover deler vi skønne fællesarealer samt et fælleshus, hvor det vigtigste omdrejningspunkt er fællesspisning flere dage om ugen.
Her er plads til såvel fællesskab som privatliv samt masser af udfoldelsesmuligheder for både børn og voksne.
Hvorfor bofællesskab?
Fordelene ved at bo i bofællesskab ligger lige for.
På den ene side har vi vel alle et grundlæggende menneskeligt behov for at være sammen med andre og gøre ting i fællesskab. På den anden side er der en masse gøremål, der simpelthen bliver lettere og mere bæredygtige i fællesskab.
Endelig er vores bofællesskab også på sin vis et fravalg af den ellers meget populære parcelhustilværelse.
Vi er bofæller. Ikke nødvendigvis venner – selv om man også kan være det. Og vi er heller ikke i familie med hinanden, men nære naboer, som har valgt at indgå i et fællesskab.
Vi spiser sammen – det er noget af det vigtigste. Vi fester også sammen og fejrer runde fødselsdage. Vi diskuterer og er såvel enige som uenige med hinanden. Nogle af os går i biffen sammen, nogle tager på ferie med hinanden, og andre dyrker sport sammen. Vi går til fællesmøder og generalforsamlinger og arbejder sammen på fælles arbejdsdage. Vi er også gode til at støtte hinanden, hvis nogen har det svært.
Det fungerer og giver dagligdagen kvalitet, spændende dimensioner, praktiske fordele og mere bæredygtige løsninger, som vi ikke ville have uden bofællesskabet.
Beboere
I øjeblikket er vi 22 voksne i alderen 32 til 75 år samt fire børn i alderen 2 til 7 år.
Erhvervsmæssigt spænder vi vidt. Nogle er erhvervsaktive, mens andre er gået på pension og har travlt med andet. Netop forskellighederne blandt os er med til at skabe et levende miljø, hvor vi lærer af hinanden og udvikler os sammen.
Børn
Her er masser af skønne udfoldelsesmuligheder for børn.
I bofællesskabet bor der i øjeblikket fire børn i alderen 2 til 7 år, som nyder de store udearealer, de trygge rammer og muligheden for at lege på kryds og tværs. Derudover har vi ofte besøg af legeglade børnebørn, som er en naturlig del af hverdagslivet.
Traditioner
Igennem årene er der opstået forskellige traditioner i fællesskabet, som det står den enkelte frit for at deltage i. Fælles for disse arrangementer og fællesspisningen er, at man som regel kan tage gæster med.
Eksempler herpå:
- Kaffe efter fællesspisninger
- Skt. Hans med bål, spisning og hygge ved bækken
- Tilbagevendende Valmue-fester med underholdning, orkester og meget andet
- Julehygge/julefrokost
- Nytårsaften i fælleshuset
Vi har traditioner, der skaber kontinuitet, og vi har plads til, at nye ideer og initiativer kan vokse frem.
Status
Vi synes i vidt omfang, at vi har indfriet de forskellige visioner og mål, vi i sin tid satte os for vores liv i Valmuen.
Det ses bl.a. på disse områder:
- Fælleshuset og udearealerne fungerer som en god ramme for det fælles sociale liv
- Fællesspisningen har fungeret optimalt gennem alle årene
- Kun få huse har skiftet ejer siden starten i 1987 – senest i 2022 og 2025
- Der har alle år været aktiv opbakning til sociale arrangementer
- God stemning og kommunikation
- Stor hjælpsomhed
- Bofællesskabets aktiviteter er under stadig udvikling